Marie i Japan - tirsdag den 28. januar 2003


Tilbage

I dag skal vi ud til Mori, en voksenelev som Bjørn har undervist i engelsk i snart 10 år. De er 7 damer, som bliver undervist 1 ½ time om ugen. Mori er den dygtigste, men hun tager også en lektion før de andre kommer. Vi blev hentet på stationen i 2 biler. Mori har et stort flot hus med kældergarage med plads til 4 biler. Vi skulle have en ??? ret, som jeg var med til at blande og stege. Man laver en meljævning, tager 2 håndfulde fintskåret kinakål/hvidkål og lidt fisk eller rejer. Der går ca. 1 dl. Jævning og 1 æg til hver portion. Det hele blandes godt sammen og kommes på en varm pande. Et par stykker mager bacon oveni. Det steges og vendes et par gange i ca. 10 min. Der blev også lavet nogle grillede kyllingespyd med citron. De var også rigtig gode.

Og så klart skulle vi have ”rulle-selv” sushi. Lækkert – lækkert!

Efter frokosten foldede vi papirtraner og bolde, der kunne pustes op. Det var rigtig hyggeligt. Så kom kagerne på bordet! Mange slags… Der var en kinesisk dessert med brændt frugt og creme i, der havde samme konsistens som tofu. Den var faktisk ikke så ringe.

Vi havde et H. C. Andersen papirklip med til hver af damerne. Det blev de glade for.

Vi blev kørt på banegården igen. Vi skulle jo ud at spise med Reikos far. Det var en fin lille restaurant, han havde fundet til os. Det var sjovt at se den måde kokken tilberedte vores mad på. Vi sad ved noget, der lignede en bar og kunne følge med i alt hvad kokken lavede, da stegepladen var lige foran os. Her blev tilberedt kæmperejer, som vi fik sammen med en suppe. Dernæst en god bøf, som vi havde hørt meget om. Man havde følelsen af smør i munden efter at have spist kødet. Det må være heraf, at ordsproget: ”bøffen smelter som smør på tungen” stammer. Efter det dejlige måltid skulle vi rundt om hjørnet, for at se en meget pæn blomsterbutik. Indehaverens søn havde arbejdet ved Tage Andersen i Danmark. I den sidste bog, som Tage Andersen har lavet, var der også billeder af noget, som sønnen havde lavet. Butikken var for tiden meget inspireret af at lave noget med fyrrenåle i mange forskellige længder. Inge fik nogle meget lange fyrrenåle med hjem.

Vi tog en taxa hjem. Hjemme måtte den stakkels Bjørn læse de sidste 20 sider af ”Tarzan i junglen” (med tryk på j). Det var en rigtig god bog. Den synes jeg vi skal læse!

1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
11